Virksomhed og marked
Der er en række forhold som skal være på plads for at en virksomhed får vedvarende success:
- Den skal have bestemt sig for nogle produkter/ydelser som nogen gerne vil have. Og de skal ønske det i en sådan grad at de er parat til at betale for det.
- Den skal være positioneret hensigtsmæssigt på markedet, dvs. i forhold til kunder, leverandører/partnere og konkurrenter.
- Den skal kunne fungere effektivt, dvs. kunne sælge varen, levere den til tiden, til prisen og uden for mange fejl (uden bøvl for kunden).
- Den skal kunne manøvrere, dvs. ændre sig i forhold til ændrede markedsvilkår.
Ad 1: Det her handler om at identificere kunden, behovet, dvs. den værdi produktet skaber for kunden samt kundens betalingsvillighed. Ofte vil virksomheden have flere produkter (produktporteføljen) som løbende skal tilpasses efterspørgslen. Se Boston matrix vedrørende vurdering af porteføljen og Nyt Produkt vedrørende introduktion af nye produkter.
Ad 2: Her handler det om at kontakte og fastholde kunderne, etablere gensidigt fordelagtige relationer til leverandører samt sikre en konkurrencemæssig fordel i forhold til konkurrenterne.
Ad 3: Dette er afgørende for virksomhedens success på kort sigt. At kunne sælge varen indebærer typisk mere end man umiddelbart forestiller sig. Specielt hvis der er tale om service- eller projektsalg. At kunne levere varen handler om kvalitet (kundetilfredshed), produktivitet (minimere omkostningerne) og fleksibilitet (reaktionstid). Se mere om de kritiske_successfaktorer. Bemærk at man også skal kunne følge op på salg og leverance for at kunne fastholde kunderne og generere mersalg. Det der skal få alt dette til at hænge sammen er den daglige ledelse, og det er næppe nogen overraskelse at success og dygtig ledelse hænger nøje sammen.
Ad 4: Dette handler om virksomhedens overlevelse på længere sigt. Mange succesfulde virksomheder er bukket under fordi de ikke har været i stand til at ændre sig i takt med ændrede vilkår. Det drejer sig både om interne og eksterne faktorer. Når virksomheden vokser og forbedrer sig (se modenhed) kræver det omstillinger. Når kundernes behov eller konkurrenternes tilgang til markedet ændrer sig kræver det også omstillinger. Se mere om dette under forandringsledelse.